Din fedtprocent afhænger ikke kun af motion og kalorieindtag

Når man taler om overvægt og fedme, henviser man ofte til at dyrke motion og spise sundt. Det drejer sig om at nedsætte kalorieindtaget, så man forbrænder mere end man får ind. Men ifølge både dansk og international forskning har miljøgifte som PCB også en signifikant betydning for overvægt og fedme.

Dansk forskning viser sammenhæng mellem fedme og miljøgifte

I 2014 bragte det nationale fagblad Ingeniøren flere artikler om PCB. Bl.a. denne artikel hvor forskningschef Allan Astrup, der er hovedforfatter på Sundhedsstyrelsens rapport over de sundhedsskadelige effekter som miljøgiften PCB har på vores helbred, konkluderer at:

”PCB er en medvirkende årsag til både kræft, hormonforstyrrelser, fedme, lav sædkvalitet, problemer med immunsystemet og skader på nervesystemet.”

På den internationale forskningsscene har man dog kendt til sammenhængen mellem miljøgiften PCB og fedme i mange år. I 2002 udgav den amerikanske forsker Paula Baillie-Hamilton sine resultater, der viser en sammenhæng mellem fedme og miljøgifte. Derudover henviser Paulas forskningsartikel også til de resultater, man fik i 1970’erne, hvor man allerede der kunne se en sammenhæng mellem vægtøgning og lav-dosis kemikalieeksponering.

PCB eksponering under graviditet påvirker barnets vægt flere år efter fødslen

At miljøgiftene kan kobles direkte sammen med overvægt og fedme understøttes desuden også af dansk forskning. Jeanett L. Tang-Peronard fra Institut for Sygdomsforebyggelse ved Bispebjerg og Frederiksberg hospitaler samt Afdeling for Miljømedicin ved Syddansk Universitet, kunne i 2014 offentligøre sine resultater. I studierne har hun undersøgt 640 færøske kvinder, der har født i årene 1997-2000.
Studierne viste en klar sammenhæng ved, at de piger, hvis mor havde et højt indhold af miljøgiftene PCB og DDE i blodet under graviditeten, i gennemsnit vejede 6 kilo mere og havde en livvide, der var 2,5 cm større, end de andre piger i undersøgelsen, da de blev målt som 7 årige.

De danske undersøgelser bekræfter dermed også de internationale studier, der viser, at det ikke blot er de svært overvægtige, der bliver større, men at miljøgiftene som PCB m.fl. også øger vægten og fedtprocenten hos dem, hvis BMI ligger i den lave ende.

Hvad er PCB?

PCB er en forkortelse for Poly-Chlorede Biphenyler. De findes i 209 forskellige varianter, der ifølge miljøstyrelsens hjemmeside alle er skadelige for mennesker og miljø.

I Danmark har man særligt fra 50’erne til 70’erne benyttet sig af byggematerialer med PCB, idet det giver materialet elasticitet og slidstyrke. I 1977 blev det dog forbudt at benytte sig af bygningsmaterialer med PCB, men det var først i 1986, at det endeligt blev gjort ulovligt at benytte sig af tekniske komponenter med PCB.

”Udbredelsen af PCB i danske bygninger kendes ikke i dag, men det vurderes, at der stadig er PCB i en vis andel af især de større bygninger.” Trafik-, Bygge- og boligstyrrelsen.

ifølge Sundhedsstyrelsens rapport indtager danskerne det meste PCB gennem fødevarer som fisk, kød og mejeriprodukter. Men I visse områder og boliger er niveauet af PCB i luften så højt, at der indåndes helt op til 10-100 gange mere PCB, end det der allerede er indtaget ved fødevarerne.

Obesogener er…

Ifølge ScienceDirect defineres obesogener i bogen Endocrine Disruption and Human Health, som kemikalier der uhensigtsmæssigt ændrer lipidhomøostasen ved at fremme adipogenese og lipidakkumulering. Dvs. kemikalier som påvirker kroppens fedtbalance ved både at påvirke fedtcellens struktur såvel som at øge antallet af fedtceller.
Obesogener er altså miljøgiftige kemikalier som PCB m.fl., der påvirker fedtcellerne til at blive større såvel som flere, og dermed gøre os federe.

Sådan undgår du PCB i kroppen

For at undgå PCB i kroppen, kan man spise en kost, hvor man undgår eller begrænser indtag af fisk, kød og mejeriprodukter. Og bor eller arbejder man i et byggeri fra 50’erne til 70’erne, vil det være en god idé at gøre brug af god udluftning.
Derudover viser international forskning, at man ved at øge indtaget af antioxidante enzymer, kan nedsætte oxidativ stress i cellerne opstået som følge af PCB.

Studierne, der er udgivet i The Journal of Nutritional Biochemistry viser, at mus der er eksponeret for PCB-126, kan få reduceret skaderne, som følge af et 12 ugers kostprogram bestående af lavt fedtindhold og høj dosis grøn the ekstrakt.

Selvom studierne blot viser resultaterne for én PCB type, og der endnu ikke er foretaget studier på mennesker, konkluderer forskerholdet at deres resultater i høj grad støtter op om det rejsende paradigme, at kost og kosttilskud spiller en afgørende rolle for at styrke og støtte kroppens fysiologi.